Batterisikkerhed


E-cigaretter med indbygget batteri

Batterisikkerhed er enormt vigtigt, når det kommer til mods og e-cigaretter – især når man håndterer de lidt større modeller. Når det kommer til e-cigaretter og mod smed indbygget batteri, behøver du ikke at tænke nær så meget over sikkerheden; så ved du nemlig, at produktet er beregnet til netop det batteri.

Det forholder sig dog sådan, at batteriet er et såkaldt lithium-ion-batteri, og det bliver hårdt belastet under dampning – derfor holder det heller ikke for evigt. Man kan forvente, at et sådant batteri har en levetid på mellem 200 og 300 opladninger, og herefter får de en kortere holdbarhed for hver gang, man oplader dem.

Der er nogle helt simple regler, som du bør følge uanset produkt:

- Brug altid kun den oplader, som fulgte med dit køb af produktet
- Oplad altid batterier på en flad overflade (f.eks. et bord)
- Oplad separate batterier i en ekstern oplader
- Lås eller sluk batteriet, når du ikke bruger det
- Sørg for, at dit batteri er pænt og rent
– og rens det, hvis det er nødvendigt
- Sørg for, at den plastik, som batteriet er pakket ind i, er intakt
- Sørg altid for at opbevare dine batterier i et særligt etui eller en anden form for beskyttelse

Det vigtigste overhovedet er at huske at slukke eller låse sit batteri, når man lægger det væk. Man kan nemlig komme til at aktivere knappen ved et uheld – og skulle det ske, kan batteriet blive så varmt, at det smelter og går i stykker. Og er du rigtig uheldig, får batteriet også ødelagt din taske eller dit tøj, før du opdager, hvad der er sket.

Du bør altid opbevare dit batteri i en form for beskyttende pung, taske eller lignende, når det altså ikke er til opladning eller sidder i dit mod. Uden beskyttelse kan batteriet risikere at eksplodere, hvis det komme ri berøring med et stykke metal.

Hvis dit batteri er blevet forslået eller har ændret form, bør du investere i et nyt batteri, fordi det kan betyde, at cellerne i batteriet er blevet beskadiget. Konsekvensen af det kan være, at batteriet ikke bliver opladet korrekt, og at det derfor bliver overophedet.

Ligesom der er en række regler for, hvordan det er smart at håndtere et batteri, findes der et par tips til, hvad du IKKE skal gøre:

- Undgå direkte sollys, høj varme, frost og kontakt med væske
- Lad være at bruge batterier, som er beskadiget
- Lad være at bruge forskellige batterier i mods med to eller flere batterier

Mods med 1 eksternt batteri

Der findes mange mods, som bruger ét eksternt batteri – altså et udskifteligt batteri. De fleste af disse modeller bruger et batteri af typen 18650, og de skal være af typen High Drain og som minimum kunne klare 15 A i konstant afladning. Denne type batterier kan levere enormt meget strøm, og derfor kan de også blive relativt farlige, hvis man ikke håndterer dem korrekt.

De fleste mods med ét eksternt batteri har en USB-indgang, hvorfra man kan oplade batteriet. Det er altså en mulighed, men det er bestemt ikke den bedste løsning. Lademodulet i produkterne fungerer nemlig ikke specielt godt, og derfor kan man risikere, at batteriet ikke bliver ladet godt nok op og dermed holder kortere tid, end hvad der egentlig er muligt.

Derfor er det en god idé at benytte en separat oplader, som er produceret til lige netop denne type batterier, til sit batteri. Man kan som udgangspunkt lade batterierne op med max. 1C, hvilket betyder max. 1 gange batteriets kapacitet pr. time. Det vil sige, at hvis man har at gøre med et batteri på 2500 mAh, må man max. Lade det op med 2500 mA/2,5 A.

Det vil dog forlænge dit batteris levetid, hvis du lader det op med en lavere styrke. Derfor anbefaler vi, at du oplader dit batteri med 500 mA/0,5 A, for at de kan holde længst muligt.

Mods med 2 eller flere eksterne batterier

Mange mods kommer med to eller flere eksterne batterier. På de modeller er sikkerheden omkring batterierne endnu mere vigtig! Begge batterier skal have lige meget strøm på, hvis man skal sikre, at det ene batteri ikke bliver overbelastet og i værste fald eksploderer.

Det kan man heldigvis nemt undgå, hvis man bare holder sig til et par simple regler.

Når man har at gøre med et mod, som bruger to eller flere batterier, skal batterierne altid være samlet. De skal altså parres, når batterierne er helt nye, og herefter skal man altid sørge for, at de bloiver både op- og afladt sammen. Det kan være en god idé at mærke sine batteripar, så man er sikker på, hvilket der hører sammen.

Skulle det ske, at et batteri går i stykker, så skal du udskifte begge batterier i det par – det samme gælder naturligvis, hvis der er tale om mere end to parrede batterier.

Du må aldrig oplade batterierne, mens de sidder i mod’et. Chippen til opladning kan nemlig ikke kontrollere, at alle batterier er opladet ordentligt, og derfor kan der også her ske en forskel på styrken og dermed en eksplosion, hvis man er meget uheldig.

For en sikkerheds skyld bør man altid oplade batterierne i en separat lader, som har plads til alle batterierne på samme tid.

Benytter du et mod med tre batteirer, hvoraf ét af batterierne får i stykker, kan du stadig bruge de to funktionelle batterier sammen i et mod, som er beregnet til to batterier. De er stadig parrede og har været gennem samme op- og afladningsprocesser og er derfor stadig et godt par. Det samme gælder, hvis man har et mod med to batterier, hvoraf det ene går i stykker – herefter kan du stadig bruge det resterende batteri i et mod, som kun benytter ét batteri.

Batteri-indpakning

Alle batterier er indhyllet i et tyndt lag plastik. Det er et overtræk, som skal beskytte batteriet fra at kortslutte. Hvis plastikken bliver beskadiget, er det vigtigt, at du skifter det ud. Det er nemt at skifte, så det skal du ikke være bekymret for:

Du skal starte med at pille den gamle plastik-coating helt af. I toppen sidder der en lille ring, som enten er hvid eller sort – den skal du sørge for at gemme, for den skal genbruges. Herefter skal du sætte det nye stykke plastik omkring batteriet.

Sørg for, at batteriet sidder nogenlunde i midten af indpakningen. Så skal du bare placere den lille ring på plads fra toppen og derefter bruge en varmepistol eller en hårtørrer til at opvarme batteriet. Det får plastikken til at krympe og slutte sig helt tæt om batteriet. Pas på med ikke at varme plastikken alt for meget op, da den så risikerer at smelte.

Batterier i mekaniske mods

Benytter du dig af et mekanisk mod, er det enormt vigtigt, at du ved alt, der er værd at vide om Ohms lov, og at du altid sørger for at undersøge, hvad dine batterier kan holde til. De fleste kan holde til ca. 20 A, og det er meget vigtigt ikke at overbelaste batterierne, da de så risikerer at eksplodere.